Uren (ISBN: 9788764800210)
Lev. 1 dag(e)
På lager 
Navn Uren (ISBN: 9788764800210)
Vægt 700 Gram

Uren. Signeret udgave. 424 sider. Udkommer 1. november 2018.
ISBN: 9788764800210.
Bogen kan købes hos alle boghandlere.

"Uren" er en historie om at tåle, at turde og at træde frem hos forældre der på hver deres måde er uformående.

Karen fødes i 1959 uden for ægteskab af Signe der stammer fra en gammelrig, men falleret proprietærfamilie. Signe har otte søskende og gifter sig, i håb om at blive en rigtig familie, med en jord- og betonarbejder som bliver Karens stedfar.

I privatskolen er Karen mønstereleven der husker salmevers udenad og holder foredrag om 2-tals-systemet. Hun kan blive familiens første student, men er bange for gymnasiet der venter.

Hjemme er Karen skiftevis øjesten og horeunge. Hun henter bøger på biblioteket og studerer FN’s menneskerettighedserklæring når hun ikke går med aviser eller klipper billetter i Kosmorama. Frem vokser en frimodig kvinde der kører på motorcykel med sin rockerkæreste og bærer englevinger når juleevangeliet skal læses højt i kirken.

Karen Schultz, f. 1959, er cand.psych.aut., oberstløjtnant af reserven, tidligere matematikstuderende, censorformand i psykologi på universiteterne og ejendomshandler. ”Uren” er en erindringsroman om et barn hvis opvækst og familie bærer på skam, tvivl og mørke.

Bogen pakkes ind i fire lag silkepapir, bindes med vokset bomuldstråd og et manillamærke, hvor du kan skrive hvem bogen er til og hvem den er fra.
Hvis bogen skal sendes som gave direkte til modtageren, kan du i notat skrive, hvem bogen er til og fra. - Så sørger vi for resten.
Den indpakkede bog lægges i sædvanlig bogpakke af tykt bølgepap, så bogen er godt beskyttet under transporten.


Følg med i tilblivelsen på Instagram



Fra side 7:
Jeg kørte i vores sportsvogn den morgen. Fulgte Haderslevvej ned gennem Kolding by som jeg havde gjort det i snart to år, på vej til gymnasiet i den anden ende af byen. Det var varmt allerede, så jeg havde slået kalechen ned; vinden tørrede mit nyvaskede hår. Jeg var på vej til translokation på gymnasiet og sad bag rattet og blev vemodig. Jeg vidste ikke hvad der skulle blive af mig når sommeren var forbi. Sådan havde jeg også haft det da folkeskolen sluttede. Uvisheden sad i mig som en urolig feber i kroppen der ikke ville lade sig slå ned.
   Du er en tryghedsnarkoman, lille Karen! Jeg efterabede min mors stemme. Lille Karen? Det var slut med hende. Det var min mor der var blevet den lille og hjælpeløse, så krævende hvad angik omsorg, opmærksomhed, medhold. Jeg følte det var mig der var den voksne af os to.
   Men tryghedsnarkoman, dét var jeg. Det var svært at skulle forlade HF-klassen. Jeg tænkte tilbage på folkeskolen hvor min afsked var sket ad to omgange. Jeg havde svært ved at tage afsked, havde også svært ved at gå ud i det åbne, ukendte.
   I dag skulle jeg begge dele. Ubehaget smøg sig ind på mig og lagde sig i min mave som en murren.
   Folk skulle bare vide hvad jeg gemte under min rockerjakke. Lige nu sad jeg nedsunket i lammeskind i min flaskegrønne Triumph Spitfire hvis motor på 2,0 liter kunne blæse mig afsted, ja accele - rere mig fremad, så jeg på 10 sekunder lagde mig foran selv den største drengerøv. Det var sejt, jeg var sej.
   Og i dag blev jeg student.

Fra side 25:
– Din fødselsdag er 4. juli 1959, fortalte hun altid.
   Vi var på besøg hos moster Anna, min mors søster. Vi var på udflugt, kaldte min mor det.
   – Skal vi cykle derud? havde jeg spurgt.
   – Nej, sagde min mor og lo. – Vi skal både med bybus og med rutebil.
   Det tog en time at komme derud, og det var kedeligt at skulle sidde stille i det røde plys i rutebilen. Stoffet kradsede lidt.
   – Sid stille, Karen.
   Men det var sjovt når bussen drejede. Det føltes som om vi væltede lidt, og det kildede i maven. Jeg holdt om sædet foran og drejede med i kroppen.
   – Karen!
   Moster Anna boede ude på Bregninge, hvor de åndssvage var. Det lignede et slot med de hvide mure og de røde tage. De statelige, høje bygninger dannede tilsammen en firkant med en smuk park inde i midten. Her havde min moster boet siden hun var en ung pige. Og indtil da hjemme på gården hos min mormor og morfar, men så fik hun det dårligt, blev som et vildt dyr, havde min mor fortalt, og så måtte Anna flytte hjemmefra.
   – Fine sko, sagde hun og pegede ned på mine hvide søndagssko straks vi var kommet.
   Hun kunne se de var nye. Jeg lagde højre fod op på mit venstre knæ så hun kunne røre ved skoen.
   – Mor har selv strikket strømperne, sagde jeg og pegede på hulmønstret, det var elegant, syntes min mor.
   – Fine strømper, sagde moster Anna og aede min fod.
   Vi sad i fællessalen, og plejerne havde lavet kaffebord til os. Jeg havde været ovenpå og se hvor hun boede. Hendes seng stod i et stort rum sammen med andre senge.
   Moster Anna var glad som et barn når vi besøgte hende, og hun ville holde mig i hånden eller ae mig uendeligt. Hun tørrede sig jævnligt om munden, hendes tunge var blevet en smule for kort, så hun kunne ikke styre sit mundvand. 

Fra side 51:
   Væk var det bange i stemmen, væk var også hviskeriet.
   – Du er fuld, gå hjem til din kone!
   – Jeg vil ind, sagde han med tryk på ind.
   Han mumlede flere ord jeg ikke forstod.
   – Jeg står her med lille Karen, og vi vil ikke have dig ind, sagde min mor.
   Hun virkede sikker i sin sag, der var ikke tvivl i hendes stemme længere. Vi ville ikke have ham ind i huset. Manden tog nogle skridt, han tumlede ned af afsatsen, men blev stående. Mumlede igen.
   – Du skulle skamme dig at min lille pige skal opleve det her.
   Min mors stemme var vred nu. Vi var ikke bange mere, kunne jeg mærke. Det her skulle nok gå i orden. Mit hjerte bankede stadig. Jeg havde sidestik, som havde jeg løbet alt for langt uden pause. Jeg vendte mig om og så op på min mor for at se hendes ansigt:
   – Hvorfor går han ikke hjem, mor?
   – Shh, hviskede hun.
   Vi blev stående uden at røre os. Jeg mærkede igen at jeg var bange, at vi var bange. Det krøb op ad kroppen som både kulde og varme, som en prikken i huden, en ophidselse så sær som var der noget jeg glædede mig til, en spænding over det hele.
   Vi stod der længe, helt stille. Ingen sagde noget, ingen rørte sig. Det blev en kamp om hvem der kunne blive stående længe nok, inde som ude. Jeg frøs, mit ene ben sov, jeg havde stået skævt og ladet hele kroppen hvile på min venstre side for at komme væk fra den hånd min mor havde liggende på min højre skulder. Jeg ville ikke være der, ville væk.
   Manden flyttede sig, tumlede et par skridt, blev stille, gik nogle skridt hen langs huset ud mod Junghansvej, og da han nåede trappen der gik ned til vejen, stod han stille igen, og råbte:
   – Ved du hvad du er? En kælling! En tyk, grim kælling med en horeunge.
   Min mor trak mig ind til sig. Hun rystede i armene, også i kroppen der lagde sig tungt nedover min ryg.

Fra side 96-97:
– Du må hjælpe mig, Karen!
   Hendes stemme var stakåndet, desperat, dette var ikke en mus der lå død i en musefælde og skulle bæres væk, dette var ikke søvnløshed der trængte til lidt selskab. Dette var som da der stod en fremmed mand nede ved bagdøren og ville ind midt om natten. Blot værre.
   Hun rokkede min skulder frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg var vågen straks og steg ud af sengen, fulgte efter hende ned ad trappen, direkte ud i badeværelset, hvor blod allerede var dryppet på gulvet flere steder.
   Hun satte sig på toilettet og fjernede en klud hun havde haft mellem benene, og satte min lillesøsters potte ind under sig i stedet. Kluden smed hun på gulvet ved siden af kummen; den var fuld af blod, så jeg. Min mor var syg, var varm på panden, svedte, men hendes øjne var matte. Hun virkede som om hun ville sove.
   – Mor, sover du?
   – Nej … det gør ondt, åh, nej … Hun stønnede, det blev ved.
   – Hvor gør det ondt, mor?
   – Åh … min mave.
   Jeg kiggede på hendes tykke mave hvor der ikke var noget at se. Måske hun ville kaste op, tænkte jeg. Jeg kiggede efter noget hun kunne kaste op i.
   – Nej, nu kommer det, det kommer! stønnede hun.
   Hun åbnede øjnene, spærrede dem helt op og kiggede mig ind i øjnene. Det var som om hun ikke var der. Jeg stod tæt op ad hende, holdt om hende med den ene arm mens jeg tørrede hende på panden med en frisk, kold vaskeklud med den anden hånd. Jeg vidste hun gerne ville have det sådan.
   Min mor bøjede sig fremover og kiggede ned ad sig selv, løftede sig lidt fra toiletsædet og løftede potten ud; den var fyldt af noget, der lignede et stort stykke lever. Og det blævrede stykke flød i blod.   
   – Hvad er det, mor?
   – Åh, jeg vidste det, sukkede hun og sank tilbage på sædet og hvilede ryggen mod cisternen. – De troede ikke på mig …
   – Hvad troede de ikke, mor?
   – At jeg var gravid.
   – Troede de at du var gravid?

Fra side 171-172:
– Jamen det er jo cigarer, du har købt.
   12 stk. af den forkerte slags. Det var svært for mig at holde tårerne tilbage. Vi sad i dagligstuen ved bordet. Jeg havde lovet mig selv at han ikke skulle få mig at se græde igen. Jeg havde fået skældud af ham så mange gange at jeg var blevet hærdet. Jeg var blevet hærdet også af den måde han drillede mig på når han skældte mig ud og jeg begyndte at græde.
   Jeg ville elskes af min stedfar. Så uelskelig han end var. Jeg higede efter hans kærlighed. Det forår brugte jeg dage, uger på at efterspore forskellige former for cerutter fordi han skulle have en særlig fødselsdagsgave af mig. Han røg cerutter, som lå i en kasse med 30 stk. Cerutter kunne også fås i en finere kvalitet hvor de blev solgt enkeltvis og indlagt i et rør som for enden havde et skruelåg.
   Disse særlige cerutter gik jeg i gang med at finde. Hos kiosker rundt om i byen, i de to tobaksforretninger der stadig havde detailforretningens dyder i behold. Jeg ledte grundigt og sørgede omhyggeligt for ikke at købe to af samme mærke, og udover kvaliteten holdt jeg mig også for øje at jeg fik købt det billigste sted. Noget af et puslespil for en pige på knap 12 år at gå i gang med, men jeg havde overblikket, pengene sparet sammen af min løn som barnepige, viljen.
   Nu skulle det være. Han skulle blive så overrasket over sin fødselsdagsgave at han ikke blot spærrede øjnene helt op. Jeg skulle også ud af hans tavshed, ud af hans indadvendte væsen, få tryllet et overrasket udbrud frem. Åh, det ville blive godt når han fandt ud af hvor god en pige jeg egentlig var. Han ville vide da at han elskede mig lige så højt som han elskede sit eget barn, min søster. Jeg ville i salighed have hans blå øjne hvilende på mig. Ufreden ville ikke eksistere mere. Jeg sukkede ved tanken om den åbenbaring der ventede mig ved fødselsdagsmiddagen inde i dagligstuen den 19. maj.
   – Se, nu hyler ungen sgu også. Der kommer jo vand ud alle steder, sagde han og fik mine kinder til at brænde af skam.
   Jeg havde håbet at han ikke vidste hvor galt det var fat med mig om natten når jeg vågnede med et sæt og var klar over at jeg igen havde tisset i sengen. Min mor kom som en mørk, tavs skygge ind til mig i værelset og ordnede det hele. Med stramme, rene dynger af sengetøj som hun havde klar et sted til det samme.
   Men han vidste det. Jeg gjorde mit ansigt helt stift og stirrede på uret mellem vinduerne i stuen. Begyndte at tælle mens pendulet gik fra side til side. 1, 2, 3, 4 … Det gjaldt om at tælle så jeg tænkte på noget andet. Ikke tænke, ikke tænke på det sørgelige i at han skældte mig ud. At han, nej, det var værre, drillede mig med at jeg ikke havde forstået at det var cerutter han røg, ikke cigarer. Jeg talte som en besat og blev ved, 5, 6, 7, 8 … Han blev også ved.

Fra side 201:
Jeg går tur med min hund, jeg er på Møn, ved Svensmarke. Jeg går i skumringstimen, mellem lys og mørke, mellem dag og nat hvor ingenting er, og hvor jeg netop passer ind. Skumringen er en overgang, en smuk time hvor alting er under forvandling. Det er en smuk time. Den er hverken eller.
   Jeg går op ad grusvejen fra vores gård, op til landevejen, og ser solens sidste lys ude til venstre; den er snart nede. Det er smukt, jeg ved det, jeg længes efter at give mig hen i det, at lade skønheden gribe mig. Jeg vil gribes, begribes, og jeg forsøger mig frem, især ved at skrive. Hvorfor skulle jeg ellers skrive?
   Jeg vidste ikke som lille pige at jeg skulle skabe så meget i mit liv, at jeg skulle opleve så meget, og at opgaven med at forlige mig med mig selv og mit liv skulle blive det vanskeligste. Når jeg når op til landevejen herude på landet og drejer til højre, så er det kun for at gå knap 100 meter. Dér drejer jeg til venstre og nedad en ny grusvej. Sådan gjorde jeg også sidst. Jeg har brug for den tryghed der ligger i gentagelsen.
   Når jeg går nedad den anden grusvej, ned mod mælkegården, ned mod det pensionerede, rare lærerægtepar, der lukker vejen og gør den blind, går jeg med marker på begge sider. Markerne er ved at blive lagt om til økologi, så jeg går og glæder mig over den renhed der kommer til at omgive mig, samtidig med at mit mørke murrer indeni mig. Jeg mærker det komme igen med samme sikkerhed som skumringen igen vil vise sig i morgen.

Fra side 245:
– Så er det nu, tænkte jeg og gik ind på hans værelse med den ene plan at sætte mig på skibsbriksen, undlade at sige noget.
   Han havde i lang tid ikke sagt noget, nu var det min tur.
   Jeg bankede på hans dør og åbnede den hurtigt, inden han kunne nå at svare. Han lå på sengen, stadig oppe, med en bog, læselampen var tændt, musikken spillede, Live and Let Die. Var det ikke McCartney? Jeg satte mig i fodenden, helt ude ved kanten; hans fødder lå lige bagved mig, han trak dem lidt til sig. Stilhed.
   Med Per var man stille sammen. Vi havde været det ofte, der lå en fortrolighed i det, jeg skulle blot have mit vejr igen.
   Han lagde bogen ned på brystet og kiggede op på mig. Jeg drejede hovedet; kiggede ham i øjnene. Det strammede bag mine øjenlåg. Jeg rakte min højre hånd frem mod ham, han gjorde det samme og tog fat i min hånd, trak mig ned til sig, og vi kyssede som var der gået et øjeblik siden vi havde gjort det sidst.
   Anne Grete åbnede døren lidt efter og kiggede ind. Hun hviskede til os, især til mig, hvad status var:
   – Jeg kan ikke finde Hanne, men hun må være taget hjem, og Frede og jeg er inde i stuen, vi bliver derinde.
   Hun fnisede og prøvede at bilde mig ind at de snakkede.
   – Jeg kommer om lidt, sagde jeg.
   Hun gik igen. Jeg rejste mig.
   – Nej det går ikke vi ligger her. Det går ikke, gentog jeg. – Jeg må i seng, jeg skal sove inde hos Anne Grete.
   Per tog fat om mit ben.
   – Jeg kommer ind og siger godnat, hviskede jeg.

Fra side 285-286:
   – Jamen kan du slet ikke se at det er mit livs chance, mor?
   – Du tænker kun på dig selv, skreg hun, helt ude af sig selv. Jeg havde aldrig set hende være så meget ude af kontrol over noget jeg havde gjort. Selv når hun gav mig en lussing, var hun mindre oprevet. Det var som regel min stedfar der bragte hende hen til det sted, helt ude af fatning.
   – Jamen mor, jeg vil bare gerne …
   – Og efter alt det jeg har gjort for dig.
   – Mor, jeg ….
   – Tror du måske det var nemt at være enlig mor dengang, og lægen stod og sagde frøken Schultz, så jeg kunne ligge der og skamme mig over at have fået barn?
   Det sidste spyttede hun ud.
   – Nej, mor, jeg vil bare gerne …
   – Du rejser ingen steder, det kan jeg godt fortælle dig!
   Hendes øjne var sorte nu, hun havde rejst sig og bøjede sig ind over mig. Jeg dukkede mig, tav. –
   Du kan tage ned i morgen og fortælle den dame at du ikke skal nogen steder. Hvad i alverden skulle du i Hawaii, kan du fortælle mig det? Som om du bare kan rejse til USA – du har rigtignok fået nykker, hvad? Ved du hvad du er? Du er så klog at du kan undvære hovedet. Føj, siger jeg bare. Føj!
   Hun spyttede igen, uforvarende.
   – Hvordan kan du gøre det mod din mor?
   Hun hulkede nu hvor ordene var kommet ud. Jeg gav op. Tog ned til den rare dame næste dag og aflyste ideen.
   – Jeg kan ikke rejse fra min mor, sagde jeg.
   Jeg forbigik at jeg heller ikke kunne se for mig hvordan jeg skulle kunne rejse fra alt jeg kendte.
   – Hun har det ikke så godt derhjemme, min far … min stedfar, han …
   Jeg håbede at socialrådgiveren ville spørge hvordan jeg havde det. Det gjorde hun ikke. Hun virkede ærgerlig over at skulle for tælle den rare familie at den alligevel ikke fik mig.

Fra side 325-326:
   Da jeg havde været der nogle gange og han havde forstået at jeg ville blive ved med at dukke op, skete der noget med ham. Han smilede skævt når han så mig, og han begyndte at arrangere fællesspisning om fredagen, smuttede forbi slagteren efter arbejde og købte afskåret pålæg og sky i bakke.
   – Købe-sky? spurgte min mor med en væmmelse som var det stivnet hjernemasse vi fik serveret.
   – Ja, det smager faktisk godt, især på rullepølse og med rå løg på.
   Jeg fik hjemmesmurt smørrebrød i udgaver jeg endnu ikke kendte navnene på, og i det lille køkken hvor vi sad i nogle timer mens stemningen steg af både øl og brændevin, faldt noget på plads indeni mig. Måske kunne der ud af ulykke også vokse noget. Måske var her et sted jeg kunne være, et sted hvor jeg kunne være i fred.
   Der var en kæreste og en far.
   Der var lås på toilettet i stueetagen, hvor også køkken, stue og farens soveværelse lå. Men når vi skulle i bad, var vi nødt til at gå ned i det store badeværelse hvor badekarret stadig stod og dirrede af skæbne. Straks jeg var færdig med mit bad og ude igen, havde jeg dog glemt mit ubehag.
   Jeg tænkte over at hvis jeg definitivt flyttede ind, havde jeg fundet et nådigt sted at bo. Dette kun at have ét sted i huset hvor cementen havde sprækker, og hvorfra ulykken udsprang, det var nådigt, syntes jeg. Som i kirken. I sammenligning med huset på Junghansvej hvor hele fundamentet sejlede som blød cement, og hvor bulldozeren tog fat i de mørnede vægge når et ord kom skævt ud af en mund, var huset på Røddingvej som et kloster, som en retræte hvorfra jeg øste de kræfter jeg havde brug for.
   Jeg blev der i tre år. Kurt og jeg var vilde, også med hinanden, men ude af stand til at stille os tilfredse med det vi havde.

I sensommeren fik fyrene et klubhus til deres motorcykelklub Black Riders. De havde fået øje på et lille, forladt husmandssted lidt udenfor Kolding, i Vranderup.

Fra side 343:
Min hånd rystede mens jeg drejede tallene som jeg havde fundet i telefonbogen. Jeg kunne dem udenad. I årevis havde jeg forestillet mig at jeg tog kontakt til ham, og at alt derfra ville blive bedre. At jeg blev genforenet med ham, denne fjerne mand som min mor indimellem havde fortalt mig om, havde sendt billeder til, havde håbet på selv. Billederne af mig, taget hos en fotograf nede i byen hver sommer i de år vi boede alene, gav aldrig noget resultat. Min far reagerede i hvert fald ikke.
   Min mor fortalte anekdotisk og i vendinger der efterlod indtrykket af en charmerende mand der havde et mere end almindeligt godt tag på damerne. Herunder også min mor der kunne få en glød i øjnene som jeg fornemmede var kærlighed. Hun havde været meget glad for ham, det vedstod hun gerne, men når sideblikket kom tilbage til det lille udtræksbord, var det som mindede hun sig selvom at det jo ikke gik. At det allerede dengang – underforstået: før jeg blev født – stod klart at han ikke ville du som ægtemand, at han drak og gik i byen, og at hun derfor på trods af graviditeten, eller netop på grund af den, blev nødt til at træffe et afgørende valg: Det skulle ikke være de to.
   – Og så blev det os to, sagde hun og prikkede mig på næsen.
   Når jeg tænkte på min far, var det næsten altid med den kærlighed jeg drak ud af hendes øjne når hun fortalte om ham. Han lød som en dejlig far; en mand med sit eget mekanikerværksted med salg af biler. Jeg kørte ofte forbi hvor han boede og arbejdede.

Fra side 377:
   Kurt sad i den ene af vores lænestole og forstod godt at jeg havde brug for at bo hos Lone lidt, det skete der ikke noget ved. Måske han selv ville flytte ned i det lille anneks ved farens sommerhus, han kunne køre frem og tilbage på arbejde. Havde både motorcyklen og bilen, så der var ligefrem valgmuligheder.
   – Op med kinderne, Snuske, vi har godt af en lille pause, sagde han, og du kunne have bilen hvis ...
   Jeg takkede nej og fortrød bitterligt, var klar over at jeg ikke kunne gøre noget om lige straks. På vejen op til Lone gik det op for mig at jeg slet ikke havde nævnt Klaus.
   – Slet ikke? spurgte Lone da hun hørte det, og luftede sin bestyrtelse.
   Hun fik sat kaffekopper på bordet og lidt efter en skål slik.
   – Slet ikke, gentog jeg. – Jamen jeg er en idiot. Jeg har jo ingenting løst.
   – Nej, kun at Kurt nu bor nede i annekset, har bilen og leger ungkarl resten af sommeren.
   Lone var god til at opsummere.
Pris for 1 -Bog/bøger 300,00 DKK


  
Uren af Karen Schultz. ISBN: 9788764800210

  «-Tilbage       Vis uden moms   Anbefal   Print


Måske er du også interesseret i følgende produkter
Uren (lydbog) af - og indtalt af Karen Schultz. ISBN 9788764800227 Uren: Lydbog (ISBN: 9788764800227)

Uren. Lydbog, 15 timer, indtalt af Karen Schultz. Udkommer 1. november 2018.
ISBN: 9788764800227.

"Uren" er en historie om at tåle, at turde og at træde frem hos forældre der på hver deres måde er uformående.

Karen fødes i 1959 uden for ægteskab af Signe der stammer fra en gammelrig, men falleret proprietærfamilie, og senere gifter sig med en jord- og betonarbejder for at blive en rigtig familie.


 
150,00 DKK 
Kunder købte også
Katrine Kracke - en historie om vinkler Katrine Kracke - en historie om vinkler
Katrine Kracke - en historie om vinkler. 2003. Akademia.
Min første roman. Skrevet med udgangspunkt i mine 9 måneder på Sergentskolen i Sønderborg. 
ISBN: 9788791468018.
Instagram 
 
85,00 DKK